Fremtidsfuldmagter
– en ny lov som skal beskytte dine interesser, hvis du ikke længere selv er i stand til at gøre det!
En fremtidsfuldmagt indebærer, at du giver en bestemt person tilladelse (fuldmagt) til at varetage dine personlige og økonomiske interesser, hvis du en dag ikke selv vil være i stand til det.
Denne fuldmagt træder altså først – og kun – i kraft, hvis du ikke længere er i stand til at handle på dine egne vegne. Du får ved den nye lov om fremtidsfuldmagter mulighed for selv at bestemme, hvem du ønsker, der skal kunne handle og råde på dine vegne (fuldmægtigen), hvis du en dag ikke selv er i stand til det, for eksempel på grund af demens eller hjerneskade.
Den nye lov indeholder en række regler om fuldmægtigens pligter samt en række begrænsninger for udøvelsen af fuldmagten, og du har som fuldmagtsgiver også selv mulighed for at afgrænse fuldmægtigens beføjelser.
Fuldmagten har ikke virkning fra oprettelsen, men får først virkning når fuldmagtsgiver får brug for det. Statsforvaltningen træffer efter anmodning fra fuldmægtigen eller fuldmagtsgiver afgørelse om fuldmagtens ikrafttræden. Statsforvaltningen fører endvidere i et vist omfang tilsyn med, at fuldmægtigen varetager fuldmagtsgivers interesser.
Det forventes, at lov om fremtidsfuldmagter træder i kraft 1. september 2017. Det forudsætter dog, at der er blevet oprettet en digital selvbetjeningsløsning – et digitalt fremtidsfuldmagtregister, som fremtidsfuldmagterne skal registreres i.
Alle bør overveje at oprette en fremtidsfuldmagt, idet man da selv er herre over, hvilken person der skal varetage ens interesser i tilfælde af, at man på et senere tidspunkt ikke selv er i stand til det.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.