Fradragsret for rådgiveromkostninger ved køb af selskaber
Afgørelse fra EU-Domstolen åbner mulighed for fradrag af moms i aktive holdingselskaber.
Hidtidig praksis
Hidtil har praksis været, at holdingselskaber kun havde delvist fradragsret for moms af omkostninger forbundet med erhvervelse af kapitalandele i datterselskaber.
Ny praksis – mulighed for momsfradrag
Som følge af EU-Dommen har SKAT i et udkast til styresignal tilkendegivet en ændring i den nuværende praksis på området.
For fremtiden vil aktive holdingselskaber have fuld fradragsret for moms af omkostninger forbundet med erhvervelse af kapitalandele i datterselskaber, herunder fuld fradragsret for omkostninger til rådgivningsydelser som eksempelvis udgifter til advokat og revisor.
Genoptagelse
EU-Dommen vil ligeledes indebære, at aktive holdingselskaber, som endnu ikke har foretaget fuld fradragsret for rådgiveromkostninger, som er afholdt fra år 2005 og frem, kan have et tilbagebetalingskrav mod SKAT. SKAT kan anmodes om genoptagelse af momstilsvaret, hvis SKATs hidtidige praksis ikke har tilgodeset virksomheden.
Vi anbefaler, at aktive holdingselskaber får afdækket muligheden for at gøre tilbagebetalingskrav gældende overfor SKAT.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående eller har behov for en vurdering af et forhold i din virksomhed, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.