En whistleblowerordning er god for forretningen og medarbejderne.
Den 17. december 2023 bliver det lovpligtigt for alle virksomheder over 50 ansatte at have en whistleblowerordning. Undersøgelser viser, at whistleblowerordninger faktisk kan gavne din virksomhed og dine medarbejdere – også selvom din virksomhed ikke er omfattet af whistleblowerloven.
Whistleblowere kan bidrage til at afdække alvorlige lovovertrædelser og andre alvorlige forhold. Derfor skal whistleblowere effektivt og sikkert kunne indberette fejl og forsømmelser, så de kan komme frem i lyset.
EU vedtog derfor den 23. oktober 2019 et direktiv, der bl.a. indebærer, at der skal etableres whistleblowerordninger på alle offentlige og private arbejdspladser med 50 eller flere medarbejdere. Whistleblowerordningen skal bruges til indberetning af oplysninger om overtrædelser af EU-retten inden for en række specifikke områder. Direktivet indeholder også regler om beskyttelse af whistleblowere. Her kræves det, at whistleblowerens identitet holdes fortrolig, og der indføres et forbud mod repressalier mod whistleblowere.
Direktivet er i Danmark blevet gennemført som ”LOV nr. 1436 af 29/06/2021 Lov om beskyttelse af whistleblowere (Whistleblowerloven)”.
At det nu for 4.815 virksomheder over 50 ansatte (Danmarks statistik 2021) er blevet lovpligtigt at etablere en whistleblowerordning, er selvfølgelig et argument i sig selv for at etablere en whistleblowerordning.
Heldigvis indikerer flere analyser, at det faktisk er noget virksomhederne kan profitere på samtidig med, at det er noget medarbejderne og omverdenen efterspørger.
Det gælder derfor også for de 173.732 virksomheder under 50 ansatte (Danmarks statistik 2021), hvor det ikke er lovpligtigt at etablere en whistleblowerordning, men som i stedet bør overveje at etablere en frivillig whistleblowerordning.
Protect er en whistleblower-interesseorganisation i Storbritannien, som i mange år har arbejdet på at fremme whistleblowerordninger på arbejdspladserne. Organisationen har i april 2021 bedt YouGov foretage en analyse om whistleblowerordninger, hvor de interviewede 2005 personer heraf 1097 arbejdstagere.
Selvom analysen er fra Storbritannien, er det nærliggende at antage, at det samme sikkert vil gælde for Danmark. Nedslagspunkter i rapporten:
Befolkningen støtter whistleblowerordninger
76 % af befolkningen støtter, at virksomheder via lovgivning er forpligtede til at etablere en whistleblowerordning. 80 % af befolkningen støtter, at arbejdsgiverne straffes, hvis de ikke overholder whistleblowerlovgivningen.
Tallene viser stor opbakning i befolkningen til whistleblowerordninger, hvorfor det vil gavne virksomhedens image og anseelse i omverdenen at etablere en sådan, selv om de ikke er forpligtet til det.
Hvordan opdages virksomhedssvindel
43 % af virksomhedssvindlen opdages via tip, sammenlignet med, at kun 15 % af virksomhedssvindlen opdages via intern revision. Det viser, at medarbejderne er virksomhedens øjne og ører, og derfor er de første og måske eneste, der opdager evt. svindel og uregelmæssigheder i virksomheden.
Hvem anmelder virksomhedssvindel
50 % af ovenstående tip vedrørende virksomhedssvindel kommer fra whistleblowere. Det er således en god forretning for virksomheden at etablere en whistleblowerordning. Analysen henviser endvidere til en rapport fra USA, der bakker op om, at whistleblowere er med til at reducere virksomhedens udgifter til bøder og retssager.
Medarbejderne ved ikke, om virksomheden har en whistleblowerpolitik, og hvordan den bruges
Blot 43 % af medarbejderne er klar over, om deres arbejdsplads har en whistleblowerordning, og kun 31 % af disse ved, hvordan man bruger whistleblowerordningen.
Vælger din virksomhed at etablere en whistleblowerordning, er det derfor vigtigt, at dette kommunikeres jævnligt til både nye og nuværende medarbejdere, så whistleblowerordningen vedbliver at være et effektivt værktøj.
Hvordan kan LOU Advokater hjælpe din virksomhed med at få gavn af en whistleblowerordning
Som det fremgår er der – ud over lovgivning – en masse gode argumenter for at etablere en whistleblowerordning. Det gælder, hvad enten virksomheden er forpligtet via lovgivning eller ønsker at gøre det via en frivillig ordning.
LOU Advokater tilbyder i den forbindelse en prisbillig whistleblowerordning til din virksomhed som du kan læse mere om her.
Hvis der er spørgsmål, så kontakt gerne jurist Henrik Hauge på tel. 70 300 500 eller hth@lou.dk.