Digital post til vidner og tiltalte i straffesager
Ifølge planen skulle forkyndelse i straffesager være digitaliseret fra 8. marts 2017. Dette vil medføre, at man som vidne eller tiltalt i en straffesag kan modtage meddelelser med digital post, altså i e-boks. Disse meddelelser kan være en stævning, indkaldelse eller en retsafgørelse. Systemet fungerer dog endnu ikke tilfredsstillende, og så længe domstolene afventer en løsning, forkynder retterne fortsat som de plejer. Dette kan være ved brevforkyndelse, telefonforkyndelse, stævningsmand, politiforkyndelse eller i Statstidende. Det er den enkelte ret, der beslutter, hvilken metode der benyttes. Alle metoder er dog lige gyldige og lovlige.
Digital post har inden for andre områder allerede været anvendt i et stykke tid. Årsagen til, at digitaliseringen inden for straffesager først er undervejs nu, er da også alene, at lovgrundlaget for digitaliseringen først foreligger nu. Så snart det træder i kraft, vil det medføre en lang række fordele for alle parter. Det sikrer bedre ressourceudnyttelse, da det forenkler og effektiviserer processen. Desuden kommer det borgerne til gode, at en besked i e-boks er mere diskret, end hvis en stævningsmand eller politiet dukker op på ens bopæl eller arbejdsplads for at forkynde.
Proceduren vil blive således, at rent juridisk anses meddelelsen fra Retten for at være modtaget, så snart indholdet er behandlet, dvs. beskeden er åbnet, flyttet eller slettet. Når dette sker, vil Retten modtage en kvittering for forkyndelsen. Modtager man en besked kl. 23.59 den 30. november, anses beskeden for at være kommet frem den 30. november.
Såfremt beskeden hverken åbnes, flyttes eller slettes er næste skridt, at Retten forsøger at ringe vedkommende op for at forkynde. Træffes personen ikke på telefonen, sendes en stævningsmand ud for at forkynde enten på bopælen eller arbejdspladsen.
Den forenklede digitale forkyndelse tages i brug, så snart systemet fungerer tilstrækkeligt tilfredsstillende til at kunne erstatte de hidtidige metoder.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.