Digital post til udlejer
Siden slutningen af 2013 har loven om digital post reguleret kommunikationen mellem offentlige afsendere og private modtagere i løsningen Digital Post.
Offentlige myndigheder kan således sende sin post elektronisk til juridiske personer, hvilket får den konsekvens, at meddelelsen anses for at være kommet frem til modtageren, når meddelelsen er blevet tilgængelig for modtageren i den digitale postkasse.
Landsretten tog i oktober 2016 stilling til et spørgsmål, der illustrerer problemstillingen på bedste vis.
I sagen havde huslejenævnet sendt sin afgørelse til udlejer og lejer 20. marts 2015. Udlejer var et selskab, og huslejenævnet sendte i den forbindelse sin afgørelse til den digitale postkasse, som selskabet selv havde tilknyttet Digital Post.
Udlejer tjekkede imidlertid ikke den e-mail adresse, som udlejeren selv havde tilmeldt Digital Post, hvorfor man først så afgørelsen fra huslejenævnet efter ankefristens udløb.
Derfor anmodede udlejer 31. august 2015 om tilladelse til at indbringe huslejenævnets afgørelse for retten.
Boligretten afviste anmodningen og henviste i den forbindelse til, at selskabet var pligtmæssigt tilsluttet Digital Post, at afgørelsen var sendt behørigt til selskabets digitale postkasse, og at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå omstændigheder, som kunne begrunde indbringelse af nævnets afgørelse efter fristens udløb.
Boligretten anså ikke det forhold, at udlejer ikke løbende havde tjekket den tilknyttede e-mail adresse som en tilstrækkelig begrundelse.
Udlejer ankede afgørelsen til landsretten, der kom frem til samme resultat som boligretten. Afgørelsen er utvivlsomt rigtig og i overensstemmelse med loven om offentlig digital post.
Det kan således have betydning for lejeforholdet, at man som udlejer bruger en e-mail adresse for digital post, som man er sikker på, at man løbende får tjekket. Grunden hertil er således, at posten har samme retsvirkning som et almindeligt brev fra offentlige myndigheder.
Hvis det skulle hænde, at udlejer skifter sin e-mail adresse, er det derfor vigtigt at sikre, at e-mailadressen tilknyttet Digital Post også ændres. Gør man ikke dette, kan det have triste konsekvenser, hvilket afgørelsen er et tydeligt eksempel på.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.