De økonomiske regler ved et ægteskab
Det fremgår af en analyse som Epinion i januar 2017 har foretaget for Danske Familieretsadvokater, at 82 % af gifte danskere ikke ved, hvad formuefællesskab betyder, og at 90 % af gifte danskere ikke er klar over reglerne i forbindelse med en skilsmisse, når der er gæld involveret.
Såfremt ægtefæller ikke har aftalt andet, er der automatisk tale om formuefællesskab. Så længe man er gift, gælder dog et princip om særråden og særhæften, og formuefællesskabet får dermed først for alvor betydning i tilfælde af et skifte ved død, separation eller skilsmisse. Hvis boet skal skiftes, medfører formuefællesskabet, at alt hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse og alt, hvad de senere har indbragt i ægteskabet, skal deles lige. Væsentligt er dog, at denne ligedeling forudsætter, at ægtefællerne har positive bodele. Gæld deles ikke.
Det kan illustreres således, at hvis hustruen i ægteskabet har en formue på 1,5 mio. kr. og manden en formue på 0,5 mio. kr., så skal de ved skifte ligedele, således at de hver får 1 mio. kr. Hvis vi ændrer lidt i eksemplet, således at manden i stedet har gæld på 0,5 mio. kr. Så skal hustruen stadig ved skifte aflevere halvdelen af sin formue, 750.000 kr., til manden. Manden skal ikke aflevere noget til hustruen, men hæfter dog stadig selv for sin gæld.
Den 29. marts 2017 er der kommet et nyt lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold. Denne nye lov bygger på betænkning nr. 1552 afgivet af Retsvirkningsudvalget i 2015, og skal erstatte Retsvirkningsloven. Formålet er at samle alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold i én lov, og lave en modernisering heraf. Loven forventes at træde i kraft pr. 1. januar 2018.
Det fremgår af betænkningen, at man har overvejet at indføre en ny formueordning bl.a. i form af en trinvis ligedeling til at erstatte fællesejet. Den trinvise ligedeling skulle fungere således, at den del af formuen, der ligedeles, gradvist optrappes i ægteskabets første år, og dette skulle derved tage højde for problemstillingen med ligedeling ved kortvarige ægteskaber.
Ved lovforslaget har man dog skønnet, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. I stedet for fælleseje, kalder man det blot fremover delingsformue. Såfremt ægtefællerne ønsker en anden ordning, bør det være op til dem selv at indgå aftaler (ægtepagter) herom. Til gengæld indføres der en regel om, at kommende ægtefæller inden indgåelse af ægteskab, skal orienteres om delingsreglerne, og opfordres til at overveje, om de har behov for en anden ordning.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.