Ændringer på tvangsauktionsområdet i Randers retskreds
Ændringerne medfører bl.a., at al fogedrettens korrespondance med skyldner m.v. fremadrettet foregår via e-boks. Vejledningsmøder er dog undtaget herfra.
Salgsopstillinger skal fremadrettet placeres på det relevante sted på nettet, og fogedretten skal modtage et link hertil samt en pdf-fil med salgsopstillingen. Ved indkaldelse til tvangsauktioner er det herefter linket, der sendes til fogedrettens brugere, og rekvirenten har i den forbindelse ethvert ansvar for indholdet af dette link.
Fogedretten skal have modtaget salgsopstillingen senest 5 uger før tvangsauktionen.
Det er fremadrettet muligt at anvende MobilePay til at stille sikkerhed i forbindelse med køb på tvangsauktion. Dog skal man være opmærksom på sin banks begrænsninger i forhold til størrelsen af det beløb, der sættes til overførsel pr. dag og pr. transaktion.
Som auktionskøber vil man fremadrettet alene modtage skødet digitalt via e-boks. Skødet vil være forsynet med en indscannet underskrift fra fogedretten, hvilket er tilstrækkeligt i forbindelse med tinglysning.
Ovennævnte ændringer på tvangsauktionsområdet i Randers retskreds forventes udbredt på landsplan.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.