FRI PROCES OG RETSHJÆLPSFORSIKRING

Hvad koster advokatrådgivning?

Advokatens honorar for rådgivningen er afhængig af den tid, der bruges på sagen. Det kan for eksempel være møder, telefonsamtaler og korrespondance. Afhængigt af hvilken sag der er tale om, kan der være forskellige muligheder for at få økonomisk hjælp til advokatbistanden:

  • Retshjælpsforsikring
  • Fri proces
  • Offentlig retshjælp
  • Beskikkelse af advokat i straffesager

Retshjælpsforsikring
Til mange private forsikringer er knyttet en retshjælpsforsikring. Forsikringen kan være en del af din:

  • Familieforsikring
  • Indboforsikring
  • Husforsikring
  • Erhvervsforsikring
  • Landbrugsforsikring
  • Bil- og/eller bådforsikring indeholdende kaskoforsikring

Dit forsikringsselskab kan efter en ansøgning fra din advokat og en vurdering af, om der er rimelig grund til at føre sagen, give dig retshjælpsdækning til sagen. Nogle sagstyper er undtaget fra din forsikring, for eksempel ægteskabssager og forældremyndighedssager.

Retshjælpsdækningen betyder, at forsikringsselskabet i de fleste tilfælde vil betale omkostningerne ved sagen. Det vil i din police typisk være fastsat et maksimalt beløb, som du kan få dækket, ligesom der vil være fastsat en selvrisiko.

Hvis der er en retshjælpsforsikring knyttet til din landbrugsforsikring eller erhvervsforsikring, kan dækningen og selvrisikoen være anderledes.

Hvis du har retshjælpsdækning og samtidig opfylder betingelserne for fri proces, så skal du ikke betale selvrisiko.

Hos din advokat skal du aflevere din årsopgørelse (aktuelt for 2021), ligesom advokaten skal have oplyst dit forsikringsselskabs navn og policenummeret på din forsikring. Herefter kan advokaten søge om forsikringsdækning hos forsikringsselskabet.

Fri proces
Fri proces til retssager eller sager ved skifteretten kan gives af Civilstyrelsen eller retten – det vil oftest være din advokat, der søger på dine vegne. Udover at du skal opfylde de samme økonomiske betingelser som ved offentlig retshjælp, jf. nedenfor, bliver det, afhængigt af sagstypen, vurderet, om der er rimelig grund til at føre den sag, som ansøgningen drejer sig om. Det vurderes endvidere, om der er udsigt til, at sagen i sidste ende kan vindes – det vil selvfølgelig være retten, der afsiger endelig dom i sagen.

Fri proces indebærer, at du ikke skal betale omkostninger hverken til din egen advokat eller til modpartens advokat.

Hos din advokat skal du aflevere din årsopgørelse (aktuelt for 2021), hvorefter advokaten kan søge om fri proces

Offentlig retshjælp
Privatpersoner kan få retshjælp til rådgivning, enkelte breve og til deltagelse i møder efter reglerne i bekendtgørelse om offentlig retshjælp. For at kunne få offentlig retshjælp skal du opfylde nogle økonomiske betingelser. Hvis du er enlig, må du ikke have en årlig personlig indkomst og positiv kapitalindkomst, der overstiger 358.000 kr. (pr. 1. januar 2023).

Hvis du lever sammen med enten ægtefælle eller samlever, må jeres samlede personlige indkomst og positive kapitalindkomst ikke overstige 455.000 kr. Disse to indtægtsgrænser vil for hvert hjemmeboende barn under 18 år blive forhøjet med 62.000 kr. Det betyder, at hvis du for eksempel bor alene med 2 børn under 18 år, da vil din indtægtsgrænse være 482.000 kr.

Hvis du modtager offentlig retshjælp, skal du selv betale en del af regningen fra advokaten – din egen andel er afhængig af hvilket trin, der søges retshjælp på. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en ansøgning om fri proces, vil din egen andel udgøre kr. 0,00. Hos din advokat skal du aflevere årsopgørelse og underskrive en ansøgning om retshjælp. Årsopgørelsen skal være to år tilbage i tid, fra det tidspunkt du ansøger om retshjælp, dvs. aktuelt år 2021. Hvis dine økonomiske betingelser har ændret sig væsentligt i forhold til årsopgørelsen to år tilbage, skal du ligeledes aflevere dine tre seneste lønsedler.

Beskikkelse af advokat i straffesager
I straffesager har du mulighed for at få en advokat beskikket. Det betyder, at det offentlige lægger ud for dig. Hvis du dømmes efter anklagemyndighedens påstand, vil det offentlige betale udgiften til advokat, men du skal efterfølgende betale beløbet til det offentlige. Hvis du frifindes vil det offentlige typisk afholde alle omkostninger til din advokatbistand.