Børnetestamente – få indflydelse på forældremyndigheden over dit barn
Med et børnetestamente har du mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal have forældremyndigheden over dit barn, hvis du afgår ved døden, før barnet bliver myndig. Hvis du afgår ved døden, før dit barn bliver myndig, vil Familieretshuset beslutte, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet.
Hvad er et børnetestamente?
Et børnetestamente er en erklæring om dine ønsker til, hvem der skal overtage forældremyndigheden over dit barn. I et børnetestamente giver du således udtryk for, hvem du mener er bedst egnet til at overtage forældremyndigheden over dit barn og dermed samtidig sørge for dit barns trivsel, hvis du dør.
Hvordan opretter man et børnetestamente?
Der er ikke nogle krav til, hvordan et børnetestamente skal oprettes. Det kan derfor oprettes som et almindeligt dokument, men det kan også oprettes i forbindelse med et testamente, så man samtidigt får taget stilling til andre væsentlige spørgsmål, såsom arvens fordeling, bestemmelser om særeje og lignende.
Hvis man ønsker at oprette et børnetestamente, anbefaler LOU Advokater dog, at man opretter det som et notartestamente. Opretter man et såkaldt notartestamente, dvs. et testamente, der underskrives foran Notaren, sikres det nemlig, at testamentet kommer frem i tilfælde af din død.
Hvad med mit barns anden biologiske forælder?
Hvis du har eneforældremyndighed over dit barn, vil barnets anden biologiske forælder have fortrinsret til at overtage forældremyndigheden over barnet, hvis du afgår ved døden, før dit barn bliver myndig.
Dog vil Familieretshuset altid vurdere, om den anden biologiske forælder er egnet til at tage sig af barnet som en del af vurderingen af, hvad der er barnets bedste, og hvis Familieretshuset kommer frem til, at den anden biologiske forælder ikke er egnet til at overtage forældremyndigheden, vil et børnetestamente få betydning.
Hvis I har fælles forældremyndighed, får den af jer, der bliver længstlevende, automatisk forældremyndigheden alene. Dør I derimod samtidigt eller inden for kort tid fra hinanden, kan et børnetestamente derimod igen få betydning.
Janni Norup, advokat og Johanne Holm, advokatfuldmægtig
Den 6. juni 2020