Hvem skal bære tabet, når familien ikke tager til det store lejede sommerhus på grund af Covid -19?
I pressen ses i disse dage historier om familier, der har lejet store sommerhuse med op til 18 sovepladser til den store Påskesammenkomst, men som nu, efter regeringens henstillinger mod forsamlinger på mere end 10 personer, vælger at blive hjemme og som svært gerne vil afbestille sommerhuset. Kan de det? Og skal de have pengene tilbage?
Man kunne jo spørge: Adskiller situationen sig meget fra den, hvor hele familien er på vej til rund fødselsdag. Kroen har hyret tjenere, dækket og pyntet bordene, købt mad ind og sat vinen til iltning. Få timer før får fødselaren så et hjertetilfælde, hvorefter man, mens fødselaren kommer sig på hospitalet, bliver enige om at udsætte festen.
Vil kroen have sine penge? Ja, nok det meste, minus noget som kan genbruges. Skal de have det? Ja det skal de. Det er ikke kroens risiko, at bedste blev syg. Sygdom har man selv risikoen for.
Tilbage til Covid-19 og sommerhusene og Påsken.
Rent juridisk er situationen, at der nok er et forbud mod forsamlinger i det offentlige på over 10 personer, men disse regler gælder ikke private hjem, og et sommerhus -om end lejet – anses for at være privat. Det betyder, at reglen om force majeure ikke kan anvendes.
Når man vælger at blive hjemme, er spørgsmålet, hvem der skal bære tabet. Udlejer eller lejer? For den danske lejer, er der ikke tvivl om, at udlejer ikke er afskåret fra at levere den ’solgte’ vare. Lejer kan aftage, men ønsker det ikke. Dermed er der næppe tvivl om, at lejer må betale (afhængigt af om kontrakten har givet andre vilkår). Meddeler lejer, at man ikke kommer – altså foretager afbestilling – vil udlejer nok have en pligt til at foretage tabsbegrænsning til fordel for lejer og forsøge at leje ud til anden side evt. med et afslag, sådan at lejer kun skal betale differencen.
Hvad så, hvis én eller flere af familiemedlemmerne er sat i karantæne med Corona? Det ændrer ikke på resultatet. Man har, som sagt, selv risikoen for sygdom, og udlejer kan forlange betaling.
Kan der være bristende forudsætninger? Altså at udlejer måtte indse, at det var væsentligt, at man kunne være i sommerhuset? Selvom dette nok er ret klart, vil udlejer ikke være nærmest til at bære risikoen.
Hvad så, hvis lejer er f.eks. tysk? Det kan ikke afvises, at det kan få indflydelse. Nok er denne lejer i det, man kalder fordringshavermora, eftersom han er afskåret fra at aftage varen, fordi han ikke kan komme ind i Danmark, men samtidig gælder der i internationale handelsforhold en regel om, at det er den, hvis land, har opsat et forbud, der må tage beten, og så er vi der ovre, hvor det ikke er helt usandsynligt, at denne – udenlandske – lejer vil kunne få sine penge tilbage, eftersom Danmark har ’lukket sine grænser’.
For sommerhusudlejning gælder det som i de fleste andre retsforhold i Covid-19 tiden, at ekstraordinære situationer kalder på ekstraordinære løsninger.
Uden at der her tages stilling til, hvorledes det spiller ind, hvis der er lejet ud gennem et bureau med de aftaler, der dér kan være aftalt i forhold til såvel udlejer som lejer, kan man i pressen se, at der er udlejningsbureauer, der stiller sig mere firkantet an end andre og som måske ikke tillader ombookning til senere. Her må man jo som bureau hhv. udlejer veje tabsrisiko op mod risiko for renommétab.