Samvær ved højtider
Med jul og nytår lige rundt om hjørnet, får vi mange spørgsmål om samvær ved højtider. Har man tidligere været vant til at fejre jul og nytår som én samlet familie, kan det være en stor omvæltning for både børn og forældre, når man skal opfinde nye måder at fejre højtiderne på hver for sig, fordi mor og far ikke længere bor sammen.
Når forældre går fra hinanden, får barnet bopæl hos den ene forælder (”bopælsforælder”) og har ret til samvær med den anden forælder (”samværsforælder”). Der bliver ofte lavet en samværsaftale, der bestemmer, hvornår der skal være samvær for at sikre, at barnet har kontakt med den forældre, som barnet ikke bor ved.
Det er sædvanligt, at samværsaftaler også tager stilling til, hvornår barnet skal være hvor ved højtider. Samværsaftaler kan indgås uformelt mellem forældre, hvis de er enige. Kan de ikke nå til enighed, kan samværet fastsættes af Familieretshuset.
Juleaften
Såfremt Familieretshuset skal fastsætte samværet, er det udgangspunktet, at barnet er hos den ene af forældrene juleaften i lige år og hos den anden i ulige år, når samværet fastsættes i forbindelse med en samlivsophævelse, eller barnet tidligere har været vant til at holde jul med samværsforælderen. Udgangspunktet fraviges dog, hvis Familieretshuset konkret vurderer, at en anden ordning vil være bedst for barnet.
Hvis barnet flere år i træk har holdt jul hos bopælsforælderen, fastsættes der normalt ikke samvær selve juleaften. Afgørende for om samværsforælderen får samvær juleaftalen er, om der er skabt en tradition herfor, herunder hvornår og hvor ofte samværsforælderen har været sammen med barnet juleaften. Det er ikke så afgørende, hvor og hvordan julen blev fejret, og hvem der ellers var med.
Nytårsaften
Familieretshuset kan også tage stilling til samvær nytårsaften, hvis samværsforælderen anmoder herom. Der fastsættes normalt nytårssamvær hver andet år, og det er som udgangspunkt uden betydning, hvor barnet hidtil har holdt nytårsaften.
Andre religiøse eller kulturelle højtider
Udover samvær i forbindelse med jul og nytår kan der også fastsættes samvær i forbindelse med andre religiøse eller kulturelle højtider. Familieretshuset kan således fastsætte samvær i forbindelse med fejring af fx påske, pinse, det kinesiske nytår, eid osv.
Janni Norup, advokat og Emilie Andersen, stud.jur.
4. december 2019