Skat kan tilsidesætte en privat aftale

I almindelighed kan man kun betale skat af en indtægt, der er aftalt mellem to parter. Men hvis aftaleparterne har fælles interesse i at holde prisen kunstigt lav, kan Skat afgøre, at der skal betales skat af et andet beløb.

Der findes i dansk skatteret en almindelig grundsætning om, at Civilretten styrer Skatteretten. Grundsætningen indeholder den almindelige logik, at en skatteyder ikke kan sættes i skat af en indtægt, før der er indgået en aftale eller anden disposition mellem to parter, der giver den ene af parterne ret til at modtage det pågældende beløb. Forestiller man sig eksempelvis en ansættelsesaftale er grundlaget for indkomstbeskatning af lønmodtageren naturligvis den løn, parterne er blevet enige om, og som fremgår af ansættelseskontrakten. Det civilretlige grundlag mellem parterne – i eksemplet ansættelsesaftalen – er således styrende for de skatteretlige konsekvenser af ansættelsesforholdet.

Der findes dog en lang række eksempler på, at der kan udledes skatteretlige konsekvenser af en disposition uafhængigt af, hvorledes parterne selv har reguleret forholdet. Som eksempel kan nævnes, at forældre kan sættes i skat af en fiktiv lejeindtægt, hvis man vælger at stille en bolig til rådighed for sine børn uden at modtage husleje. Eftersom der er tale om et interessefællesskab mellem parterne, vil Skattemyndighederne i en sådan situation være berettigede til at fiksere en indtægt hos forældrene svarende til markedslejen for den pågældende bolig og sætte forældrene/udlejer i skat af den fiktive indtægt.

Bordet fanger
Den omtalte styrende funktion af Civilretten i forhold til Skatteretten medfører samtidig, at paterne ikke frit kan omgøre eller tilbagekalde en disposition. I princippet er der derfor tale om, at når først et dokument er underskrevet, så ”fanger bordet” så at sige, idet de skatteretlige konsekvenser af aftalen udløses umiddelbart ved aftalens indgåelse. Forestiller man sig eksempelvis, at en ejendom handles mellem to personer, og parterne efterfølgende bliver enige om alligevel ikke at handle, foreligger der i realiteten dels et salg samt efterfølgende et tilbagesalg af ejendommen til den oprindelige ejer. Dispositionen udløser således skatteretlige konsekvenser såvel i det første salg som i det efterfølgende tilbagesalg.

Særligt i forbindelse med overdragelse af formuegoder mellem interesseforbundne parterne, består der en særlig problemstilling vedrørende værdiansættelsen af det pågældende formuegode. Det er således velkendt, at eksempelvis forældre kan have interesse i at overdrage et hus eller en lejlighed til et barn til en nedsat pris. Her burde reglen om Civilrettens styrende virkning betyde, at det står parterne frit for at aftale prisen på lejligheden. Dette er for så vidt også rigtigt, idet den pris, der er aftalt vil være den pris, der rent faktisk skal betales mellem parterne. Skattemyndighederne er derimod ikke bundet af parternes egen prisfastsættelse. Den velkendte regel om, at overdragelse af fast ejendom mellem interesseforbundne parter accepteres af Skattemyndighederne, såfremt prisen ligger indenfor +/-15% af den offentlige ejendomsvurdering, kan anvendes som eksempel. Såfremt parterne har fastsat en pris der ligger udenfor +/- 15% intervallet, er konsekvensen, at sælgeren sættes i skat svarende til, at ejendommen havde været handlet til markedsværdi – altså uafhængigt af den faktiske betaling mellem parterne.

Fælles interesser
Den omstændighed at Skattemyndighederne kan fravige parternes egen værdiansættelse, er i realiteten udtryk for en fravigelse af grundsætningen om Civilrettens styrende funktion. Netop som følge af Skattemyndighedernes mulighed for at værdiansætte et formuegode ud fra betragtninger om markedsværdien for det pågældende formuegode medfører, at det kan være fornuftigt at tage et såkaldt skatteforbehold. Dette er typisk kun relevant ved overdragelse mellem interesseforbundne parter, idet der selvsagt gælder en formodning om, at ikke-interesseforbundne parter handler på markedsvilkår.

Overdrages der derimod aktiver mellem interesseforbundne parter, bør det typisk altid anbefales, at der indsættes et skatteforbehold direkte i aftalegrundlaget mellem parterne. Herved sikres, at parterne har mulighed for at træde tilbage fra aftalen, såfremt man ikke ønsker at indrette sig efter den værdiansættelse Skattemyndighederne er kommet frem til.

Det er vigtigt, at skatteforbeholdet er formuleret korrekt. I den forbindelse indeholder Skattestyrelsesloven regler vedrørende netop skatteforbehold. Reglerne giver en vis vejledning i, hvorledes forbeholdet bør udformes. Herudover foreligger der en omfattende praksis vedrørende kravene til indholdet af et skatteforbehold. Det er således helt afgørende, at parterne præcis har beskrevet, hvilken konsekvens det skal have for parternes aftale, såfremt Skattemyndighederne ikke kan godkende den værdiansættelse af aktivet, som parterne selv er kommet frem til. I den forbindelse vil man typisk skrive, at parterne forbeholder sig ret til enten at indrette dispositionen i overensstemmelse med Skattemyndighedernes værdiansættelse, alternativt at parterne forbeholder sig ret til hver for sig, at træde tilbage fra aftalen, hvorefter situationen kan opfattes på den måde, at der aldrig har været indgået en aftale mellem parterne, hvorfor der heller ikke er skatteretlige konsekvenser knyttet til aftalen.

Det kan generelt anbefales, at skatteforbeholdet indsættes direkte i den kontrakt, der regulerer de civilretlige forhold mellem parterne – f.eks. købsaftalen vedrørende overdragelse af en fast ejendom, eller overdragelsesaftalen vedrørende overdragelse af en virksomhed fra forældregenerationen til børnene. Herved opfyldes også umiddelbart kravet om, at et skatteforbehold skal være taget senest samtidig med den disposition, som skatteforbeholdet er knyttet til.

ØKONOMI: Carsten Palsgaard, advokat
15. januar 2019