Moms i forbindelse med salg af ombyggede tagetager.
Salg af fast ejendom er som praktisk udgangspunkt ikke momspligtigt.
Ved salg af ombyggede ejerlejligheder, f.eks. i tilfælde af udnyttelse af et tidligere tørreloft til beboelse, vil salget af det ombyggede, imidlertid ofte være momspligtigt. Dette følger af reglen om væsentlig værdiforøgelse (25%) eller eventuelt efter reglen om, at nybygninger (selvstændige bygninger) skal pålægges moms ved salg.
Skatterådet har netop truffet afgørelse i en konkret sag, hvor en ejendomsudvikler købte et tidligere fællesareal på ca. 1.500 m2 (pulterrum, tørreloft) med henblik på at opføre ca. 2.000 m2 ejerlejligheder til beboelse, bl.a. ved at ændre tagkonstruktionen.
Ejendomsudvikleren mente, at momspligten skulle afgøres ud fra 25% reglen, hvilket ville medføre, at der ikke var momspligt. Skatterådet statuerede imidlertid, at ændringen af tagkonstruktionen måtte sidestilles med en tilbygning, der i momsmæssig henseende måtte anses for en nybygning.
Ved salg af ejerlejlighederne skulle der derfor afregnes moms af salgssum. Men som en konsekvens heraf kan ejendomsudvikleren naturligvis afløfte moms af anlægsudgifterne.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.