Nye krav for udlejer til at udarbejde vedligeholdelsesplaner
Ændringen af lejeloven pr. 1. juli 2015 har medført, at en udlejer, der ejer en udlejningsejendom med mere end 6 lejemål i en reguleret kommune, skal udarbejde en løbende 10 årig vedligeholdelsesplan for ejendommen.
Formålet med indførslen af reglen om vedligeholdelsesplaner er at sikre udlejningsejendommes tilstand, således disse ikke forringes over en årrække. Reglerne har til formål at sikre, at der udarbejdes en plan over, hvilke vedligeholdelsesarbejder, der skal foretages for at holde ejendommen vedlige.
Ændringerne er således endnu en beskyttelse af lejer.
Vedligeholdelsesplanen skal være udarbejdet første gang den 1. juli 2016 og skal indeholde en plan over påtænkt vedligeholdelsesarbejde de kommende 10 år.
Der er dog ikke pligt for udlejer til at sende planen ud til lejerne, men planen skal være udarbejdet, således lejer til enhver tid kan gøre sig bekendt med planen.
Såfremt der i ejendommen er beboerrepræsentation, skal beboerrepræsentanten indkaldes årligt til drøftelse af planen.
Vedligeholdelsesplanen skal indeholde oplysning om større arbejder forbundet med vedligeholdelsen af ejendommen, herunder de anslåede omkostninger hertil. Det kan derfor være en god idé at få byggeteknisk assistance i forbindelse med udarbejdelsen af vedligeholdelsesplanen. Udlejers udgifter til udarbejdelsen af vedligeholdelsesplanen kan endvidere indgå som en driftsudgift i budgettet for den omkostningsbestemte leje.
Såfremt der ikke er udarbejdet en vedligeholdelsesplan, og lejer indbringer sag herom for Huslejenævnet, vil udlejer ikke kunne opkræve hensættelse til § 18 og § 18b, førend planen er udarbejdet og afleveret til lejer, hvorimod der uændret vil være pligt til at hensætte henholdsvis indbetale beløbet.
LOU Advokatfirma har udarbejdet et eksempel på en vedligeholdelsesplan, som du kan hente her: vedligeholdelsesplan.
Hvis der er nogen spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at rette henvendelse til LOU Advokatfirmas afdeling for fast ejendom enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.